12.04.2024

INGENIØR'NE skal fordoble styrken i Danmarks næststørste by

Den store efterspørgsel giver mange muligheder hos INGENIØR'NE.

INGENIØR’NE har så meget luft i sejlene i det østjyske, at antallet af kollegaer på Aarhus-kontoret efter planen fordobles, så 25 mand bliver til 50 inden for de kommende år.

Det fortæller administrerende direktør og partner, John Andresen, der også spår stor vækst på flere af de øvrige kontorer.

"Vi åbnede i Aarhus for næsten præcis fem år siden, og i dag er vi 25 mand, men vores ambitiøse målsætning er, at vi bliver 50 i løbet af et par år. Vi er enormt stærke på tværs af alle ingeniørdisciplinerne, og det har gjort, at vi allerede er en væsentlig samarbejdspartner, og jeg er sikker på, at vi kan styrke positionen og vinde mange flere projekter i fremtiden," konstaterer John Andresen, der fra nærmeste hold har set antallet af kollegaer på landsplan vokse fra 20 til 170 på et årti, hvor det ene gode regnskab har afløst det andet.

”Vores forretning bygger på en stærk faglighed, hvor vi altid har bedste mand på opgaven. Vi står godt i dag, fordi vi dækker mange forskellige kompetencer, og det er vores overbevisning, at hele holdet bliver endnu stærkere, hvis vi får flere dygtige kollegaer, der kan sparre med hinanden, når opgaverne skal løses,” siger den administrerende direktør, der også pointerer, at firmaadressen på Elkjærvej ved Brabrand Sø allerede er klar til at tage imod flere nye kollegaer.

 

Masser af østjyske projekter - flere i vente

John Andresens optimistiske forudsigelser bakkes til fulde op af Mogens Schmidt, der er projektchef og markedsleder. Han er ikke i tvivl om, at de ansattes høje faglighed og bredde i kompetencerne på rekordtid har gjort INGENIØR’NE til en højt skattet samarbejdspartner hos myndigheder, entreprenører, arkitekter og private bygherrer i regionen.

"Vores helt store force er, at vi har et team, hvor vi er særdeles solidt besat inden for alle områder – og at vi også er dygtige til at trække på hinanden fra de forskellige kontorer. Det betyder både, at vi lige siden åbningen af Aarhus-kontoret i marts 2019 med succes har været med på flere store projekter," konstaterer Mogens Schmidt, der inden længe har været ansat i virksomheden i 20 år.

"Vi har blandt andet lavet mange spændende totalentrepriser i Aarhus, med Åbyen i Den gamle fragtmandscentral på Søren Frichs Vej, Bindesbøll Byen i Det gamle Risskov, og lige nu er vi i fuld gang på det projekt, der skal omdanne det gamle Amtssygehus til boliger, så fagligt er det enormt tilfredsstillende og meget afvekslende," konstaterer Mogens Schmidt, der glæder sig, hver eneste gang han skal lære en ny kollega at kende:

"Jeg har kollegaer, der er certificeret på højeste niveau inden for bærende konstruktioner og brand, specialister inden for el, vvs og kloak og så videre. Og samtidig er vi også dygtige til at tage praktikanter ind, så vi har også en god dynamik, hvor rutinerede kræfter fungerer som mentorer for de unge, som til gengæld byder ind med ny viden og masser af gå-på-mod, og den kombination er virkelig god. Vi er fælles om altid at ville levere et ordentligt arbejde, og hvis vi skal tage flere opgaver ind, skal vi også være flere på kontoret," fortæller Mogens Schmidt videre.

 

Ny anfører skal understøtte teamet

De mange projekter og den hastigt voksende medarbejderskare i Aarhus betyder også, at INGENIØR’NE leder efter en afdelingschef, som skal sikre, at udviklingen forløber både hensigtsmæssigt og planmæssigt.

”Vi har store ambitioner, og det går stærkt. Men væksten må ikke komme på bekostning af medarbejdernes arbejdsglæde eller kvaliteten af vores arbejde. Så vi er ude efter en anfører, der selvfølgelig kan åbne døre og skaffe nye opgaver, men lige så vigtigt er det, at personen sørger for at holde stemningen på kontoret høj,” siger Mogens Schmidt, som understreger, at der heller ikke gives køb på den uformelle omgangstone:

”Vi har en meget flad struktur, og alle kan komme direkte til direktøren og have mulighed for at føre deres gode idéer ud i livet. Det er sådan vi er vokset til den størrelse vi har i dag, og det bliver der ikke ændret på.”

 

Læs mere om jobbet som afdelingschef her

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om hvad vi kan hjælpe med.
Kontakt os på tlf. 75 18 01 11 eller send os en mail på post@ingenior-ne.dk

Gør karriere hos INGENIØR'NE

Se ledige job
Job
Luk
Job