Se vores virksomhed

INGENIØR'NE er en moderne arbejdsplads, hvor vi vægter en målrettet indsats og høj kvalitet i arbejdet. Vi arbejder seriøst med vores vision, hvor vi som virksomhed yder langtidsholdbare, gennemtænkte og gennemarbejdede projekter.

11.06.2025

Monjasa Park bliver Superligaklar hen over sommerferien

Efter to årtier i den næstbedste række er FC Fredericia i Superligaen. Det kræver en stor stadionopgradering

Fredericia er for alvor rykket ind på Superligakortet. Med FC Fredericias historiske oprykning og et stærkt lokalt engagement er arbejdet med at udvide Monjasa Park fra de nuværende ca. 4.000 tilskuerpladser til Superliga-kravet på 10.000 pladser i fuld gang.

Når FC Fredericia efter sommerferien spiller i Superligaen efter 24 sæsoner i den næstbedste række, skal stadion nemlig leve op til Divisionsforeningens skærpede stadionkrav.

Derfor har Fredericia Kommune med stor hjælp fra klubbens sponsorer samlet et stærkt hold af rådgivere og udførende, og blandt de centrale aktører er INGENIØR’NE.

”Vi er vant til at arbejde på store domicilprojekter og komplekse byggerier, men det her projekt har et andet tempo og en anden intensitet. Der er ikke plads til omveje eller usikkerhed. Alle ved, hvad der skal ske – og hvornår,” siger John Andresen, direktør i INGENIØR’NE, som står for projekteringsledelse og teknisk rådgivning på stadionudvidelsen.


To nye tribuner og skærpede adgangs- og sikkerhedskrav
Projektet indebærer etablering af to nye ståtribuner bag målene samt en lang række tekniske opgraderinger, herunder adgangsforhold, sikkerhedsforanstaltninger, en ny port til grønsværen, kameraovervågning og betonkanter til LED-reklamer hele vejen rundt om banen. Alt sammen for at bringe stadion op på 10.000 pladser og sikre, at det lever op til de nuværende Superligakrav – og samtidig forberede Monjasa Park til den kommende ”Vision 2028”, som stiller endnu større krav til Monjasa Park som Superligastadion. 

”Når vi bliver involveret i et projekt som dette, handler det ikke kun om at levere rådgivning på tid og kvalitet. Det handler også om at sikre, at vores bygherre og samarbejdspartnere hele tiden har den nødvendige indsigt til at træffe gode beslutninger. Det er grundighed og ordentlighed, der driver os,” siger John Andresen.

Superligarådgivning

Og Thorstein Andreasen, Kommunikationschef hos hovedsponsoren, Monjasa, lægger ikke skjul på, at samarbejdet om stadionudvidelsen har fungeret effektivt fra start:

"Vi har aldrig været tættere på FC Fredericia og kommunen, end vi er nu. Det samarbejde er fantastisk – og det gælder også hele rådgiver- og projektteamet. Vi har modtaget kvalificeret sparring fra vores første møde og når noget skulle afklares, blev det gjort hurtigt. Der har været en tydelig retning og en fælles vilje til at få tingene til at ske."

Se opslag

11.06.2025

Askelunden forvandler tom institutionsgrund til moderne boliger

De tidligere institutionsbygninger er væk, og i stedet står nu 24 lyse rækkehuse i ét plan

24 nye rækkehuse står klar i Askelunden i Esbjerg. Det er Boligforeningen 32, der er bygherre på de lyse, moderne boliger – og bag de tekniske løsninger står INGENIØR’NE, som har haft ansvaret for en lang række rådgivningsydelser gennem hele projektforløbet.

Projektet er en del af en større rammeaftale med DAB og omfatter nybyggeri på en grund, hvor en tidligere institutionsbygning er blevet revet ned for at gøre plads til nye boliger. Allerede fra starten var ambitionen klar: Det skulle være rækkehuse i ét plan, med god komfort, høj kvalitet og en planløsning, der matcher det, mange efterspørger i den almene sektor.

“Grunden rummede tidligere en institution, som Esbjerg Kommune havde lejet. Da lejemålet blev opsagt, stod bygningen tom, og vi besluttede at bruge grundkapitalen til at opføre nye boliger i stedet. Valget faldt på rækkehuse i ét plan – en boligtype, der er særligt eftertragtet – og det har vist sig at være helt rigtigt. Boligerne er lejet ud næsten med det samme, og vi havde fra begyndelsen en klar forventning om, at der ville være interesse,” siger Poul Kirk Sørensen, der har været konsulent for bygherre.

Han fremhæver, at der er tænkt i både funktionalitet og kvalitet – og at det kan mærkes.

“Det er boliger med gulvvarme, god isolering, lavenergivinduer og masser af indbygningsskabe. Alt i alt er det et projekt, hvor komfort og udtryk går hånd i hånd, og det har været en fornøjelse at følge tilblivelsen,” siger han.

INGENIØR’NE har som totalrådgiver blandt andet stået for miljøsanering og nedbrydning, jordarbejde, afløbs- og betonarbejde samt det samlede anlægsarbejde. Dertil kommer ansvar for råhuskonstruktioner og de tekniske installationer inden for VVS, ventilation og el. Projektet omfatter samtlige fagingeniørydelser og er gennemført i tæt samspil med arkitekt og bygherre.

Se opslag

29.04.2025

INGENIØR’NE præsenterer rekordregnskab – og opruster til yderligere vækst

Med det stærkeste regnskab i virksomhedens historie investerer INGENIØR’NE målrettet i flere erfarne kræfter og øget kapacitet

Omsætningsrekord, solid vækst og nye medarbejdere i hele landet for den rådgivende ingeniørvirksomhed INGENIØR'NE og ifølge direktør John Andresen er der store visioner for fremtiden.

INGENIØR'NE har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2024, og det tegner et billede af en virksomhed i markant vækst. Bruttofortjenesten steg til 135 mio. kr., årets resultat rundede 21,7 mio. kr., og egenkapitalen voksede til knap 57 mio. kr. Samtidig passerede virksomhedens balancesum 157 mio. kr., og soliditetsgraden blev løftet til 36,1 procent.

"2024 har været et travlt og godt år. Vi har haft gang i alle vores kerneområder – renovering, sundhed, forsvar, nybyggeri og den almene sektor – og samtidig afleveret nogle af de mest spændende opgaver, vi har haft mellem hænderne. Vi står med et regnskab, der både viser styrke og stabilitet, og det er et fælles resultat af hele organisationens indsats," siger direktør John Andresen, der pointerer, at resultatet ikke kun skyldes høj aktivitet, men også en klar strategi.

Der er arbejdet målrettet med sagsstyring og bemanding, og det har gjort det muligt at levere projekter med både præcision og kvalitet samtidig med, at ordrebøgerne bliver stadigt tykkere.

"Vi har haft stort fokus på at styre vores opgaver rigtigt fra start, både økonomisk og personalemæssigt. Det er en forudsætning for at kunne levere, når aktivitetsniveauet er så højt, som det har været. Samtidig er vi blevet endnu skarpere på, hvilke opgaver vi siger ja til, og hvordan vi sætter det rigtige hold – og det har gjort en stor forskel i det daglige," siger John Andresen.

Tæt samarbejde med ligesindede

Samtidig har INGENIØR'NE styrket sin position som en eftertragtet samarbejdspartner i konkurrencer og projekter over hele landet. Men virksomheden går ikke med i alt, og udvælgelsen af opgaver og samarbejdspartnere sker med blik for både kompetencer og kultur.

"Det handler ikke bare om at bruge tiden rigtigt. Det handler også om at dyrke de samarbejdspartnere – arkitekter og entreprenører – der passer til vores medarbejderkultur og den måde, vi arbejder på. Vi tror på langsigtede relationer, og vi tror på, at den rette kemi smitter direkte af på både proces og resultat," siger John Andresen.

På markedssiden arbejder INGENIØR'NE bevidst bredt og har i dag opgaver inden for både renovering, sundhed, sygehuse, forsvar, erhverv, nybyggeri, farma og den almennyttige sektor. Det giver en robusthed og gør virksomheden mindre sårbar over for udsving i enkelte sektorer.

"Vi har bevidst valgt at sprede vores aktiviteter ud over flere markeder, og det er vi glade for i dag. Det gør os stærkere – og det kan vi, fordi vi har en medarbejderskare, der både er fleksibel og dedikeret. Vi er i stand til at skifte gear og tage nye roller, fordi vi har en kultur, hvor folk løfter i flok," siger John Andresen, og den tilgang har også givet pote i indeværende år.

2025 er begyndt med så høj aktivitet og en så lang pipeline af opgaver, der allerede er i gang eller på vej, at virksomheden har måttet melde pas til tilbudte projekter.

Se opslag

10.04.2025

Anders Friis-Wandall Nielsen ny afdelingschef hos INGENIØR’NE i Odense

Efter fire år som markedsleder for erhvervsdelen hos INGENIØR’NE i Odense tiltræder Anders Friis-Wandall Nielsen nu som ny afdelingschef.

Efter fire år som markedsleder for erhvervsdelen hos INGENIØR’NE i Odense tiltræder Anders Friis-Wandall Nielsen nu som ny afdelingschef. Han overtager posten fra Bjarne Linde Jensen, der fratræder for at gå nye veje.

Anders Friis-Wandall Nielsen har siden december 2021 været projektchef og Markedsleder på erhvervsområdet. Nu træder han ind i rollen som afdelingschef med ansvar for både den faglige og organisatoriske udvikling i en afdeling, der oplever stigende aktivitet.

“Det er en god og naturlig løsning at lade Anders tage over. Han har vist, at han kan samle trådene, tage ansvar og skabe gode resultater – både i forhold til kunderne og internt i organisationen,” siger direktør John Andresen.

”Bjarne Linde Jensen har siden november 2017 været et fast anker og en solid frontfigur for Odense kontoret, som han med sin ihærdighed og passion har været med til at bygge op. Hans aftryk på afdelingen er tydeligt, og han overlader en velfungerende enhed til sin efterfølger,” siger John Andresen videre.

”Det har været en fantastisk tid hos INGENIØR’NE. En tid jeg har været utrolig stolt over, og derfor er det også meget vemodigt og svært at sige farvel. Min situation har ændret sig efter jeg blev ramt af en blodprop forrige år, og jeg er blevet nødt til at tage et skridt tilbage og afklare, hvad der skal være mit næste kapitel. Jeg ved endnu ikke, hvad fremtiden bringer – men jeg ser frem til at finde et job, der matcher både indholdsmæssigt og tidsmæssigt,” siger Bjarne Linde Jensen, der bliver savnet på kontoret i Odense:

Se opslag

05.03.2025

INGENIØR'NE bidrager til udvidelse af Forsvarets fysiske rammer

INGENIØR'NE er en del af det rådgiverteam, der har vundet den første udbudte opgave under Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses nationale rammeaftale. Opgaven, som udføres i samarbejde med WSP, Link Arkitektur og Steenberg’s Tegnestue, skal sikre opgraderingen af Forsvarets faciliteter i Vordingborg, Holstebro og Oksbøl.

”Vi har været en del af Forsvarets byggeprojekter siden 2018, og det her er en fortsættelse af det arbejde, vi allerede har lavet. Vi kender både de tekniske krav og brugernes behov – og netop dét gør opgaven ekstra spændende,” siger Peder Rønne Thomsen, projektchef og markedsleder for forsvar hos INGENIØR'NE. Han bakkes op af direktør John Andresen, der også ser rammeaftalen som en vigtig brik i virksomhedens strategiske udvikling:

"Når vi går ind i et projekt som dette, handler det ikke kun om at levere tekniske løsninger – det er en langsigtet investering i et partnerskab. Vores erfaring med Forsvaret giver os en stærk position til at bidrage med solid ingeniørfaglighed, men også til at tænke fremad og sikre, at faciliteterne kan tilpasses fremtidige behov."

For at understøtte Forsvarets aktiviteter stilles der skrappe krav til bygningernes robusthed, sikkerhed og tekniske installationer. Projekteringen kræver en helhedsorienteret tilgang, hvor de involverede parter samarbejder om at skabe funktionelle og fremtidssikrede løsninger.

”Vi arbejder med konstruktioner, hvor der er skærpede robusthedskrav, samtidig med at vi er meget tæt på slutbrugerne. Det er en vigtig balancegang mellem teknisk præcision og anvendelsesorienterede løsninger, så Forsvarets enheder får rammer, der passer til deres behov. For os er det her ikke bare et projekt – det er en mulighed for at gøre en reel forskel. Vi er stolte af at være en del af et stærkt hold, der skaber fremtidens rammer for Forsvaret,” siger Peder Rønne Thomsen.

Se opslag

27.02.2025

Udvidelse i København sikrer plads til fremtidens INGENIØR’NE

Med et stigende aktivitetsniveau og en ambition om at styrke tilstedeværelsen på Sjælland har INGENIØR’NE taget endnu et skridt i retning af fremtidens organisering. En væg er blevet banket ned, kontoret i København er blevet udvidet, og dermed er der skabt plads til endnu flere kollegaer.

Senest er to nye medarbejdere blevet en del af kontoret, og samtidig har "Yvonne" fundet sin plads på væggen – et humoristisk indslag, ligesom malerierne af Egon i Esbjerg, Kjeld i Odense, Benny i Kolding og hele banden i Aarhus, der bidrager til smil i hverdagen.

Den hastigt voksende pipeline af spændende opgaver på Sjælland understreger behovet for en stærkere tilstedeværelse i området. Derfor udvider INGENIØR’NE kontoret i København og tiltrækker dygtige medarbejdere, der kan være med til at drive udviklingen fremad.

At virksomheden formår at rekruttere den nødvendige ekspertise, bekræfter dens position som en attraktiv arbejdsplads med fokus på faglighed, samarbejde og udvikling. Administrerende direktør John Andresen ser med tilfredshed på væksten og fremhæver den som et bevis på, at strategien virker:

Se opslag

28.01.2025

Tæt partnerskab står bag talrige bemærkelsesværdige P-huse

Hvad der begyndte som et enkelt samarbejde, er over tid blevet til et tæt partnerskab mellem 5E Byg og INGENIØR'NE. Kombinationen af 5E Bygs kompetencer som entreprenørvirksomhed og INGENIØR'NEs tekniske rådgivning har med årene resulteret i en række moderne P-huse, herunder Danmarks største af slagsen i Københavns Lufthavn.

"Vi har efterhånden bygget 15-20 P-huse sammen og har formået at opbygge et teamwork, hvor vi har stillet med en kerne af personer fra begge virksomhedsenheder. Vi har lært hinanden at kende, og vi er blevet skarpe sammen – der er mange ting, vi ikke behøver at afklare, fordi vi ved, hvad vi hver især skal bidrage med," siger Martin Pedersen fra 5E Byg om samarbejdet.

Ifølge Martin Pedersen har tilliden og åbenheden med årene skabt en dynamik, hvor begge parter trækker på hinandens erfaringer og kompetencer på tværs af projekter. Dette har medført en forbedring i kvaliteten af de løsninger, der tilbydes, og optimering af processerne er blevet en central del af arbejdsgangen.

"Vi har så lang en historik sammen, at vi har fået skabt en fælles vidensbank, der er værdifuld både i forhold til budrunden, men også senere i forløbet. Vi ved, hvad der har fungeret godt tidligere, og hvad der skal elimineres næste gang for at fjerne fordyrende led i processen, og det er klart, at det er med til at gøre os skarpere," fortsætter Martin Pedersen.

Komplekse projekter med kant

Hvor P-huse for udenforstående måske kan lyde som en relativt simpel opgave, forholder det sig anderledes, når fagfolkene kommer til bordet. Etableringen bringer ofte udfordringer og krav med sig, som for eksempel særlige forhold på byggegrunden eller i relation til naboer. Af samme årsag skal løsningerne altid justeres, så der tages hensyn til både byggeproces, slutproduktet og optimering af den efterfølgende drift.

Med hensyn til slutproduktet er der også med årene sket en markant udvikling, der har gjort projekterne mere komplekse.

"Tidligere var P-huse store grå klodser, men i dag er de blevet mere spændende med interessante facader, legepladser, butikker og restauranter. Det er ikke længere den grimme bygning i kvarteret," forklarer Martin Pedersen.

På samme måde er integration af parkeringshuse i de omkringliggende omgivelser blevet et nøgleelement i opførelsen af moderne P-huse, hvor ambitionen hyppigt er at skabe bygninger, der skiller sig ud og tilfører værdi til det omgivende miljø.

Se opslag

06.12.2024

INGENIØR’NE del af vinderholdet på stort, banebrydende sundhedsprojekt

Torsdag den 5. december løftedes sløret for, at INGENIØR’NE sammen med virksomheden Langebæk bliver underleverandør til LINK Arkitektur og 5E Byg på opgaven med at bygge VITA, en 22.000 kvadratmeter stor udvidelse af Regionshospitalet Randers. Den samlede entreprise for byggeriet lyder på 745 millioner kroner.

Teamets løsning blev vurderet som den bedste i forholdet mellem pris og kvalitet i en netop afsluttet udbudsrunde, der handlede om at skabe moderne og effektive faciliteter, der kan gavne både patienter og personale på Regionshospitalet Randers.

Den beslutning skaber glæde hos Jack Andersen, der som projektchef og markedsleder for Sundhed hos INGENIØR’NE ikke er i tvivl om, at VITA på flere måder kommer til at sætte standarden for fremtidige løsninger i branchen:

"Det er et fantastisk spændende projekt, som jeg glæder mig rigtig meget over, at INGENIØR’NE bliver en del af. Dels er det et spændende byggeri, men frem for alt er det en meget spændende samarbejdsform, hvor der er lagt op til, at entreprenør, arkitekt, bygherre og rådgiver arbejder helt tæt sammen gennem hele forløbet. Det glæder jeg mig til at blive en del af," siger han.

"Efter min overbevisning burde det være standardproceduren, fordi jeg er overbevist om, at det giver et meget bedre slutprodukt, når alle fagdiscipliner er inddraget fra starten. Der vil altid komme ændringer i løbet af et projekt, der spænder over syv år, men hvis man har vendt hver en sten på forhånd for at efterprøve forskellige scenarier, kan vi forhåbentlig minimere prisoverskridelser og kvalitetsforringelser undervejs," forklarer Jack Andersen videre.

Se opslag

22.11.2024

INGENIØR'NE med i ny rammeaftale med Forsvarets Ejendomsstyrelse

INGENIØR'NE er en del af et vinderteam, der netop er udpeget til en fireårig rammeaftale med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. I fællesskab med samarbejdspartnerne WSP, LINK Arkitektur og STEENBERGs tegnestue skal INGENIØR'NE stå for rådgivning inden for projektering, myndighedsbehandling og både nybyggeri og renovering af Forsvarets bygningsmasse.

Rammeaftalen dækker opgaver i Danmark og Grønland og omfatter projekter i forskellige størrelser med en samlet forventet omsætning på op til 700 millioner DKK.

”Med den vundne rammeaftale har vi nu retten til at være en del af konkurrencen om de specifikke opgaver, som udbydes løbende. Det er en vigtig milepæl og et ansvar, vi går til med stor respekt og professionalisme,” fortæller Peder Rønne Thomsen, der er Projektchef og markedsleder for Forsvar, samfund og kultur hos INGENIØR'NE.

Vinderholdet og erfaringerne fra MHMM

Holdet bag rammeudbuddet byder ifølge Peder Rønne Thomsen hver især ind med forskellige spidskompetencer, der kan dække næsten alle tænkelige udbud i projektet: WSP bidrager med international erfaring inden for større infrastrukturelle opgaver som havne og lufthavne, LINK Arkitektur har omfattende militær erfaring fra Norge lige som INGENIØR'NE bringer unik viden om Forsvarets specifikke behov for mandskabsfaciliteter og garageanlæg ind fra det store MMHM-projekt (Modernisering af Hærens Mandskabs- og Materielfaciliteter).

Netop den kombination betyder ifølge Peder Rønne Thomsen, at holdet står godt til at løfte alle typer af udbud, der måtte komme på bordet i perioden.

”Vi har allerede arbejdet tæt sammen med Forsvaret gennem MMHM, og det projekt har givet os værdifulde erfaringer og en dybere forståelse for deres arbejdsprocesser og krav. Forsvaret er en særlig type bygherre, som kræver fysisk tilstedeværelse og en høj grad af fleksibilitet, og vi ved af erfaring, at det er særligt vigtigt at være til stede fysisk på byggepladserne, især i opstarten af projekter,” siger Peder Rønne Thomsen, der med INGENIØR'NE’s erfaring fra MHMM opnået en solid indsigt i, hvad det kræver at arbejde tæt sammen med Forsvarets Ejendomsstyrelse.

“Først og fremmest skal man være konkurrencedygtig – ellers spilder man sin tid. Derfor handler det om altid at stille det bedste hold til den enkelte opgave, og med vores samarbejdspartnere har vi mulighed for at levere landsdækkende rådgivning i høj kvalitet. Uanset hvor opgaverne er henne, har vi muligheden for at være tæt på byggefelterne og have vores daglige gang på pladsen,” forklarer Peder Rønne Thomsen.

 

Se opslag

12.11.2024

INGENIØR'NE hilser Svanemærkets nye certificeringskrav for bygningsdrift velkommen

Med Miljømærkning Danmarks nye tiltag, hvor det nu også er muligt at få Svanemærket sin bygningsdrift, markeres et vigtigt skridt mod mere bæredygtigt byggeri og ejendomsdrift i Norden.

Mandag den 22. oktober offentliggjorde Miljømærkning Danmark, at den kendte fællesnordiske miljømærkning Svanemærket udvides, så den fremover også kan favne driften af bygninger. Den melding modtages positivt hos INGENIØR'NE, hvor bæredygtighed i byggeriet længe har stået højt på dagsordenen.

”Det giver rigtig god mening, at der laves en nordisk løsning, der også dækker driften af byggeriet. Vi har i en årrække haft den tyske DGNB-certificering (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen, red.), som med deres driftscertificering netop har fokus på at optimere bygningens drift og der ser vi frem til, at vi nu får endnu et værktøj til at hjælpe vores kunder med at nå deres bæredygtighedsmål,” fortæller INGENIØR'NEs Stig Nørgaard Knudsen, der har arbejdet med bæredygtighed i byggeriet i mere end 12 år.

Af samme grund har han og kollegaerne certificeringsreglerne godt inde under huden, og ifølge Stig Nørgaard Knudsen giver det god mening at udvide Svanemærket, der udmærker sig med en ekstremt høj kendskabsgrad i Norden. Ikke mindre end 95% af borgene ved, hvad Svanemærket står for.

"Der er ingen tvivl om, at DGNB-certificeringen er rigtig god at have ikke mindst, når det kommer til internationale bygherrer eller investorer, men til gengæld har Svanemærket god gennemslagskraft i Norden. Grundlæggende er det to sider af samme sag, fordi begge ordninger har til formål at fremme bæredygtigheden i byggeriet, men hidtil har der været lidt forskellige fokuspunkter. Svanemærket har været stærkt orienteret mod produktanvendelse og materialevalg, mens DGNB tager en mere processuel og holistisk tilgang, der også omfatter arkitektur og den samlede byggeproces," udtaler Stig Nørgaard Knudsen, der ved første øjekast på de nye krav godt kan se et marked for Svanemærket bygningsdrift i Danmark i fremtiden. ” Umiddelbart flugter Svanemærkets krav meget nøjagtigt med kravene udstukket under EU’s taksonomi. Dette er fornuftigt tænkt, da man på denne måde kan koble brandingen fra Svanemærket med compliance-krav dikteret fra EU under taksonomien for bæredygtige investeringer.”

Se opslag

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om hvad vi kan hjælpe med.
Kontakt os på tlf. 75 18 01 11 eller send os en mail på post@ingenior-ne.dk

Gør karriere hos INGENIØR'NE

Se ledige job
Job
Luk
Job