06.12.2024

INGENIØR’NE del af vinderholdet på stort, banebrydende sundhedsprojekt

Torsdag den 5. december løftedes sløret for, at INGENIØR’NE sammen med virksomheden Langebæk bliver underleverandør til LINK Arkitektur og 5E Byg på opgaven med at bygge VITA, en 22.000 kvadratmeter stor udvidelse af Regionshospitalet Randers. Den samlede entreprise for byggeriet lyder på 745 millioner kroner.

Teamets løsning blev vurderet som den bedste i forholdet mellem pris og kvalitet i en netop afsluttet udbudsrunde, der handlede om at skabe moderne og effektive faciliteter, der kan gavne både patienter og personale på Regionshospitalet Randers.

Den beslutning skaber glæde hos Jack Andersen, der som projektchef og markedsleder for Sundhed hos INGENIØR’NE ikke er i tvivl om, at VITA på flere måder kommer til at sætte standarden for fremtidige løsninger i branchen:

"Det er et fantastisk spændende projekt, som jeg glæder mig rigtig meget over, at INGENIØR’NE bliver en del af. Dels er det et spændende byggeri, men frem for alt er det en meget spændende samarbejdsform, hvor der er lagt op til, at entreprenør, arkitekt, bygherre og rådgiver arbejder helt tæt sammen gennem hele forløbet. Det glæder jeg mig til at blive en del af," siger han.

"Efter min overbevisning burde det være standardproceduren, fordi jeg er overbevist om, at det giver et meget bedre slutprodukt, når alle fagdiscipliner er inddraget fra starten. Der vil altid komme ændringer i løbet af et projekt, der spænder over syv år, men hvis man har vendt hver en sten på forhånd for at efterprøve forskellige scenarier, kan vi forhåbentlig minimere prisoverskridelser og kvalitetsforringelser undervejs," forklarer Jack Andersen videre.

Den omfattende udvidelse inkluderer blandt andet 20 operationsstuer, 48 opvågningspladser, 11 intensivsenge, 7 fødestuer, 12 neonatalsenge og 2 sengeafsnit, og derfor glæder Jack Andersen sig over, at han både personligt og i sit team kan trække på masser af tidligere erfaringer inden for sundhedssektoren. 

"Det er lige nøjagtigt den her type projekter, som jeg elsker at lave. Vi har en stor gruppe af meget rutinerede folk, der blandt meget andet har været med til at lave projekter som Steno Diabetes Center og Servicebyen på Nyt OUH, Ny sengebygning på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, operationsstuer for Capio Privathospital i Hellerup, og nu får vi så mulighed for at sætte alle de kompetencer i spil på samme tid i et projekt," siger Jack Andersen.

Foruden selve tilbygningen forudsætter VITA-projektet nedrivning af to eksisterende bygninger, hvilket efter planen sker i 2026, ibrugtagningen forventes at ske i andet halvår af 2033.

 

FAKTA

Regionsrådet i Region Midtjylland har allerede bevilget 14,5 millioner kroner til projektering af to nye sengeafsnit, som også forventes at indgå i VITA-projektet. Finansieringen af de resterende 135 millioner kroner er endnu ikke på plads og afventer beslutning fra regeringens anlægspulje til modernisering af sygehuse.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om hvad vi kan hjælpe med.
Kontakt os på tlf. 75 18 01 11 eller send os en mail på post@ingenior-ne.dk

Gør karriere hos INGENIØR'NE

Se ledige job
Job
Luk
Job