04.05.2026

INGENIØR’NE styrker resultatet i et marked under pres

Skarpere prioriteringer, fortsat fokus på kvalitet og en styrket organisation har været med til at løfte INGENIØR’NE gennem et travlt 2025 og styrke grundlaget for den videre udvikling i hele landet.

2025 blev et år med fremgang i både aktivitet og indtjening. Resultatet efter skat blev 22,7 mio. kr. mod 21,7 mio. kr. året før, mens bruttoresultatet steg til 157,1 mio. kr.

“Vi er godt tilfredse med resultatet. Når vi både kan levere vækst og samtidig holde fast i kvaliteten, så hænger det tæt sammen med den måde, vi prioriterer på. Samtidig har det været et rigtig spændende år med en god spredning i opgaverne – både geografisk og fagligt. Vi har blandt andet været i gang for Forsvaret flere steder i landet, vi er med i et stort byggeri i Københavns Zoo, og vi arbejder med udvidelser af Regionshospitalet Randers. Lokalt er vi i fuld gang med Esbjerg Business Park Seaport, og vi har også mindre, men spændende projekter som bygherrerådgivningen på Geografisk Have i Kolding. Det viser bredden i vores opgaver og den kapacitet, vi har som organisation,” siger John Andresen, direktør i INGENIØR’NE.

Den prioritering har skullet gå hånd i hånd med et fortsat fokus på kvalitet og faglig bredde. I et marked med større og mere komplekse krav er det en styrke, at flere fag kan håndteres i samme organisation, samtidig med at forretningen drives med fokus på styring, lønsomhed og omkostningsbevidsthed.

“Vi kan se, at vi er attraktive for mange samarbejdspartnere, fordi vi kan håndtere alle fagene. Kravene fra både bygherrer og bygherrerådgivere er blevet større, og der oplever vi, at vores brede faglighed gør en forskel. Samtidig har vi i 2025 arbejdet målrettet med styring af projekter, lønsomhed og en omkostningsbevidst drift. Det er vigtigt i et marked, hvor vilkårene hurtigt kan ændre sig,” siger John Andresen.

Året har også været præget af investeringer i vækst og rekruttering. I løbet af 2025 har INGENIØR’NE budt 40 nye kollegaer velkommen som led i at ruste organisationen til fremtiden.

For John Andresen handler udviklingen i organisationen ikke kun om at få nye kollegaer ind, men i lige så høj grad om at holde fast i dem, der allerede er en del af virksomheden.

“Vi har fået mange nye kollegaer i løbet af året, og det er vi selvfølgelig glade for. Men det er mindst lige så vigtigt at holde fast i de gode mennesker, vi allerede har. Derfor er jeg også stolt af, at vi i 2026 har 15 jubilarer, som markerer 10, 20, 30 og 40 år hos os. Det fortæller mig, at vi er lykkedes med at skabe en arbejdsplads, hvor folk har lyst til at blive, også selv om der er travlt, og kravene er høje,” siger John Andresen.

 

 



Det er samtidig kombinationen af faglig bredde, kapacitet og stabilitet i organisationen, der skal bære udviklingen videre. INGENIØR’NE står stærkt i dag, og ambitionen er at stå endnu stærkere på tværs af landet i de kommende år.

“Vi står stærkere i dag, end vi gjorde for et år siden, og ambitionen er at konsolidere os yderligere i hele landet i de kommende år. Det skal ske på den samme måde, som har bragt os hertil: med høj kvalitet i projekterne, med omtanke i de sager, vi går ind i, og med fokus på at bruge vores ressourcer rigtigt,” siger John Andresen.

Samtidig er det blevet tydeligere, hvor store krav der i nogle tilfælde bliver stillet meget tidligt i tilbuds- og prækvalifikationsforløb. Det lægger et betydeligt ressourcetræk på virksomhederne, længe før det står klart, hvem der kommer videre.

“Vi oplever, at der i nogle tilfælde bliver stillet meget store krav til detaljegraden allerede i de tidlige faser. Det betyder, at virksomheder kan komme til at bruge rigtig mange timer på et tilbud, selv om der er flere stærke konkurrenter med i feltet. Derfor er vi nødt til at være meget bevidste om, hvilke sager vi går ind i, og hvor vi bruger vores kapacitet. Det handler om at prioritere rigtigt og bruge ressourcerne dér, hvor de skaber mest værdi,” siger John Andresen.

For 2026 er forventningen et resultat efter skat i niveauet 23,5 til 26 mio. kr., og vurderingen er, at markedet vil fortsætte på samme eller højere aktivitetsniveau som i 2025.

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om hvad vi kan hjælpe med.
Kontakt os på tlf. 75 18 01 11 eller send os en mail på post@ingenior-ne.dk

Gør karriere hos INGENIØR'NE

Se ledige job
Job
Luk
Job