11.06.2025
Monjasa Park bliver Superligaklar hen over sommerferien
Efter to årtier i den næstbedste række er FC Fredericia i Superligaen. Det kræver en stor stadionopgradering
Fredericia er for alvor rykket ind på Superligakortet. Med FC Fredericias historiske oprykning og et stærkt lokalt engagement er arbejdet med at udvide Monjasa Park fra de nuværende ca. 4.000 tilskuerpladser til Superliga-kravet på 10.000 pladser i fuld gang.
Når FC Fredericia efter sommerferien spiller i Superligaen efter 24 sæsoner i den næstbedste række, skal stadion nemlig leve op til Divisionsforeningens skærpede stadionkrav.
Derfor har Fredericia Kommune med stor hjælp fra klubbens sponsorer samlet et stærkt hold af rådgivere og udførende, og blandt de centrale aktører er INGENIØR’NE.
”Vi er vant til at arbejde på store domicilprojekter og komplekse byggerier, men det her projekt har et andet tempo og en anden intensitet. Der er ikke plads til omveje eller usikkerhed. Alle ved, hvad der skal ske – og hvornår,” siger John Andresen, direktør i INGENIØR’NE, som står for projekteringsledelse og teknisk rådgivning på stadionudvidelsen.
To nye tribuner og skærpede adgangs- og sikkerhedskrav
Projektet indebærer etablering af to nye ståtribuner bag målene samt en lang række tekniske opgraderinger, herunder adgangsforhold, sikkerhedsforanstaltninger, en ny port til grønsværen, kameraovervågning og betonkanter til LED-reklamer hele vejen rundt om banen. Alt sammen for at bringe stadion op på 10.000 pladser og sikre, at det lever op til de nuværende Superligakrav – og samtidig forberede Monjasa Park til den kommende ”Vision 2028”, som stiller endnu større krav til Monjasa Park som Superligastadion.
”Når vi bliver involveret i et projekt som dette, handler det ikke kun om at levere rådgivning på tid og kvalitet. Det handler også om at sikre, at vores bygherre og samarbejdspartnere hele tiden har den nødvendige indsigt til at træffe gode beslutninger. Det er grundighed og ordentlighed, der driver os,” siger John Andresen.
Superligarådgivning
Og Thorstein Andreasen, Kommunikationschef hos hovedsponsoren, Monjasa, lægger ikke skjul på, at samarbejdet om stadionudvidelsen har fungeret effektivt fra start:
"Vi har aldrig været tættere på FC Fredericia og kommunen, end vi er nu. Det samarbejde er fantastisk – og det gælder også hele rådgiver- og projektteamet. Vi har modtaget kvalificeret sparring fra vores første møde og når noget skulle afklares, blev det gjort hurtigt. Der har været en tydelig retning og en fælles vilje til at få tingene til at ske."

Udvidelsen sker i tæt samarbejde mellem Fredericia Kommune, FC Fredericia og en gruppe af erhvervspartnere, og tidsplanen er stram. Superligaen starter den 20. juli, hvor FC Nordsjælland bliver første Superliga-modstander på Monjasa Park. For at nå i mål er der etableret toholdsskift på byggepladsen, og leverancerne til de præfabrikerede betonelementer er timet med få dages varsel. Det stiller store krav til alle involverede.
”Vi mærker tydeligt, at vi arbejder sammen med en bygherre, der har ambitioner og vilje. Det løfter hele processen, når der bliver stillet krav – og når man samtidig bliver mødt med tillid. Det forpligter, og det giver vores medarbejdere energi,” siger Kresten Jensen, der har været INGENIØR’Nes projektleder på stationombygningen.
Med INGENIØR’NE som teknisk rådgiver har Fredericia Kommune fået en samarbejdspartner, der både mestrer myndighedsprocesser, logistik og byggemodning – og som har overblik over det samlede forløb. Netop det er afgørende i et projekt, hvor sikkerhed, tilgængelighed og faciliteter for både hjemme- og udehold skal spille sammen.
Og Kresten Jensen er ikke i tvivl:
"Et kvalitetsbyggeri bliver kun bedre, jo længere vi arbejder sammen. Vi kender efterhånden hinandens forventninger, og det gør det nemmere at løse tingene rigtigt – første gang. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde og til sammen at realisere et byggeri, der både arkitektonisk og teknisk lever op til ambitionerne. Monjasa Park bliver et projekt, vi kan være stolte af."