25.03.2022

Svensk investering i INGENIØR’NE

Det børsnoterede svenske finansieringsselskab STORSKOGEN har netop meddelt børsen i Stockholm, at selskabet har erhvervet 82 procent af aktierne i INGENIØR`NE A/S med hovedsæde i Esbjerg og afdelinger i Odense, Kolding og Aarhus. Dermed geares den danske virksomhed til at fortsætte den stærke vækst, der siden 2016 har resulteret i en fordobling af omsætningen og antallet medarbejdere.  I 2021 realiserede INGENIØR´NE med godt 170 ansatte et EBITA på 26,8 mio. kr. I dag er den rådgivende ingeniørvirksomhed således en af landets største inden for sit kundesegment, byggeri.

Den jysk/fynske ingeniørvirksomheds administrerende direktør, John Andresen, peger på netop den kraftige vækst som årsag til det nye ejerforhold. Sammen med sine fem partnere (nu mindretals-aktionærer) har de forudset, at den 50 år gamle virksomhed efterhånden når en størrelse, der vanskeliggør løbende generationsskifter over tid.

Alternativet kunne have været at fusionere ind i en større ingeniørkoncern. Ejerkredsen har dog ønsket at fortsætte den spændende hverdag med fokus på nuværende strategi og kultur hos INGENIØR’NE.

”Med STORSKOGEN har vi fået en hovedaktionær, som ikke blander sig i driften, men udelukkende vil være en sparringspartner i bestyrelseslokalet. Det betyder, at vi alle kan fortsætte som hidtil og optræde som en selvstændig virksomhed med fokus på trivsel, kvalitetsprojekter og godt købmandskab”, siger John Andresen. Han fremhæver især en stærk, unik medarbejderkultur, som sammen med stor diversificering inden for kundesegmentet betyder, at virksomheden kan tiltrække kvalificerede medarbejdere. Alene i 2021 førte det til 33 nye medarbejdere.

STORSKOGEN baserer sig på langsigtede investeringer i gode veldrevne virksomheder, som kan bevare værdigrundlag og identitet.

Selskabet ejer flere end 300 selskaber i 21 lande med samlet over 7.000 medarbejdere. Der er tal om en ”skov” af virksomheder inden for industri, håndværk og altså nu også engineering, som kan bruge af hinanden og opnå synergier- men ikke nødvendigvis samarbejde.

Managing director Jan Ebbesen, Storskogen Danmark:

“Det bliver spændende, at supporte INGENIØR´NE på den fortsatte vækstrejse.”

Kontakt os

Har du spørgsmål, eller vil du gerne høre mere om hvad vi kan hjælpe med.
Kontakt os på tlf. 75 18 01 11 eller send os en mail på post@ingenior-ne.dk

Gør karriere hos INGENIØR'NE

Se ledige job
Job
Luk
Job